Karriere
Mathies’ C2IT-rejse: Frihed, fællesskab og fart på karrieren
For tre år siden trådte en 27-årig Mathies Wendelboe for første gang ind ad døren hos det, der dengang hed Notora – senere C2IT og i dag KOLLAB. Han var ny projektleder, fyldt med energi, men også med en vis ydmyghed over for ERP-verdenen, som han på det tidspunkt knap nok kunne stave til.

Men hvis der er én ting, Mathies ikke gør, så er det at lade sig slå ud af en udfordring. Med Pippi Langstrømpes ikoniske motto i baghovedet – “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt finde ud af” – kastede han sig over nye opgaver og sugede viden til sig. Og det viste sig hurtigt, at hans erfaring med IT-ledelse, hans gåpåmod og evne til at skabe relationer var nøglen til at trives og udvikle sig i ERP-landskabet:
”Jeg har fra dag ét fået mulighed for at tage ansvar for kunder og projekter. Jeg har kunnet præge mine opgaver, udvikle mine kompetencer og selv forme min karrierevej. I dag arbejder jeg mere med salg, delivery management og leverance – samtidig med, at jeg stadig er involveret i projektledelse. Jeg elsker den hybridrolle, jeg har skabt for mig selv, hvor jeg kan spille på mine styrker og skabe værdi for både kunder og kollegaer.”
Frihed og medbestemmelse – nøglen til vækst
Noget af det, Mathies sætter allermest pris på i C2IT, er friheden til at udvikle sig og tage sin karriere i den retning, der føles rigtig:
”Du får lov til at forme din egen vej. Jeg har fået en 360-graders forståelse af IT-verdenen, og jeg har haft mulighed for at prøve kræfter med mange forskellige aspekter af ERP-løsninger. Det giver både perspektiv og udviklingsmuligheder.”
Det stærke samarbejde mellem erfarne ERP-specialister og yngre talenter skaber en unik synergi, hvor vidensdeling og sparring er en naturlig del af hverdagen. Mathies har især værdsat at kunne trække på dygtige kollegaer og lære af deres erfaringer:
”Vi har et utroligt stærkt internt netværk. Der er altid nogen, man kan sparre med, og jeg lærer nyt hver eneste dag.”
Stærke kunderelationer og varierende opgaver
Som en del af ét af Danmarks største private ERP-konsulenthuse har Mathies haft mulighed for at arbejde med en bred vifte af kunder – fra små virksomheder til store millionkoncerner. Hver kunde har unikke behov og processer, og det har givet ham en dyb forståelse af forskellige forretningsmodeller og teknologiske løsninger:
”Det fede er, at ingen dage er ens. Jeg møder nye udfordringer hele tiden, og det holder mig skarp. Vi lærer af hinanden internt, og vi lærer af vores kunder – det er den perfekte cocktail til faglig udvikling.”
Fest, fællesskab og den sorte Tesla
For Mathies handler arbejdslivet ikke kun om opgaver og ansvar – det sociale fællesskab spiller en kæmpe rolle.
”Glade kollegaer og stærke relationer gør en kæmpe forskel. Det betyder noget, at man glæder sig til at tage afsted om morgenen – ja, også selvom det er i en sort Tesla.”
Personaleforeningen i C2IT sørger for, at der altid sker noget, lige fra fester og sportsevents til fællesspisning og spontane fredagsøl:
”Det sociale er en kæmpe del af, hvorfor jeg trives her. Vi har en fantastisk personaleforening, og det gør bare hverdagen sjovere, at vi kan grine sammen og finde på nye initiativer.”
Med sin udadvendte personlighed og passion for både kunder og kollegaer har Mathies skabt sig en stærk og dynamisk karriere i C2IT. Han er et levende bevis på, at når frihed, ansvar og fællesskab går hånd i hånd, så kan man forme sin egen succes.